Reduktion af mandler / tonsillotomi

Se vores information om reduktion af mandler

Ved tonsillotomi fjernes halsmandlerne delvist, således at den del af mandlerne, der fylder i svælget og giver f.eks. synkebesvær, vejrtrækningsbesvær, snorken samt vejrtrækningsbesvær under søvn reduceres.

Ofte fjernes også børnepolypperne, hvis de er forstørrede.

Herunder kan du se vores patientinformation. Du får også informationen udleveret i klinikken, såfremt vi aftaler, dit barn skal have reduceret mandler og børnepolypper

Patientinformation: Reduktion af mandler og fjernelse af børnepolypper

Operationsdagen

Indtil 6 timer før operationen må barnet spise mad og drikke mælkeprodukter.

Indtil 4 timer før operationen må barnet ammes.

Indtil 2 timer før operationen må barnet drikke vand og saftevand, men ikke andre drikkevarer.

De sidste 2 timer før operationen må barnet intet indtage, heller ikke tygge tyggegummi.

FASTE ER VIGTIG, FORDI EN MAVESÆK MED INDHOLD UNDER NARKOSE KAN TØMME SIG TIL LUNGERNE OG DERVED GIVE RISIKO FOR LIVSFARLIG LUNGEBETÆNDELSE.

Barnet skal have Panodil (flydende, stikpille eller tablet) og Bonyl 2 timer før operationen – se skema nederst. Den første Panodildosis skal være dobbelt. På denne måde sikres det, at barnet er godt smertedækket, når det vågner efter operationen.

Når I ankommer til klinikken bedes I aflevere den underskrevne samtykkeerklæring.

Bedøvelsen

Før vi går i gang, kontrollerer vi sammen med forældrene barnets navn og cpr-nummer. Medbring gerne sundhedskortet.

Barnet kan ligge på briksen eller sidde hos en af forældrene.

Bedøvelsen gives ved indånding fra en maske.

Vi anbefaler, at børn uden ble har tisset umiddelbart før operationen.

Når barnet sover, lægges et lille rør via munden til luftrøret for at sikre vejrtrækningen under indgrebet.

Under operationen sidder forældrene i venteværelset.

Operationen

Operationen foregår via munden. Mandlerne deles, så den del, der fylder op i mundhulen fjernes. Desuden fjernes børnepolypperne, hvis de er forstørrede.

Efter operationen

Når operationen er overstået, henter vi jer, så I kan være der, mens barnet vågner.

Nogle børn vil reagere med gråd eller vrede i opvågningsfasen, hvilket er en normal reaktion.

Det kan bløde let fra næsen eller munden.

Mad og drikke kan indtages, når barnet føler behov for det.

De første døgn efter operationen kan barnet med fordel spise blød, kølig kost (f.eks. is, yoghurt, mælk, koldskål, frugtmos osv.), idet dette virker smertelindrende og er skånsomt for halsen.  

Juice og sodavand frarådes, idet det kan svie og løsne sårskorperne.

Den følgende uge kan barnet fortsætte med blød kølig mad eller overgå til normal kost, hvis det har mere lyst til det.

Det første døgn efter operationen, må barnet ikke lades alene. Risikoen for efterblødning er – selvom den er lille – størst det første døgn.

Desuden kan der forekomme kvalme og opkastning. Opkastet kan være mørkt grundet (gammelt) blod.

Opstår der frisk blødning skal barnet sutte på is (knuste isterninger, skub-op-is eller lign.), hvilket ofte vil få blødningen til at standse.

Opstår der vedvarende/kraftig blødning skal klinikken kontaktes på tlf. 29124019 (nummeret er udelukkende til brug ved blødning/komplikationer på operationsdagen).

I aften-/nattetimerne skal lægevagten eller sygehusets øre-næse-hals-afdeling kontaktes. Alternativt kan I ringe 112.

I skal ligeledes tage kontakt til læge, hvis barnet får temperaturstigning til over 38,5.

Lægevagten: 70 11 31 31

Regionshospitalet Gødstrup: 78 43 00 00

Aarhus Universitetshospital: 78 45 00 00

Aalborg Universitetshospital: 97 66 00 00

Ved akut behov for hjælp: 112

Den første uge efter operationen, skal barnet holde sig i ro og må ikke komme i børnehave/skole. Det anbefales at mindre børn sover i samme rum som forældrene i denne periode.

Lad gerne barnet sove med hævet hovedgærde.

Sårene på mandlerne bliver hvid-gullige, og drøblen kan være mere fyldig de første dage efter operationen, dette er normalt.

Sårene på mandlerne heler i løbet af ca. 10 dage.

Det er vigtigt, at barnet får fast smertestillende behandling de første 5-7 dage efter operationen, herefter efter behov. Det hjælper også på smerterne, hvis barnet hurtigt kommer i gang med at drikke/sutte på is efter operationen.

Giv smertestillende efter dette skema.

Panodil tages 4 gange / døgn, dvs. hver 6. time. Vælg mellem mikstur, tabletter og stikpiller. Kan købes i håndkøb

Bonyl tages 2 gange / døgn, dvs. hver 12. time. På recept – vi lægger recepten på serveren

Vægt i kgPanodil mikstur 24 mg/mlPanodil tablet eller stikpillerBonyl mikstur 25 mg/ml
2012 ml 300 mg 4 ml
2515 ml375 mg 5 ml
3018 ml450 mg 6 ml
3521 ml525 mg 7 ml
4024 ml600 mg 8 ml
4528 ml675 mg 9 ml
5031 ml750 mg10 ml
5534 ml825 mg11 ml
6037 ml900 mg12 ml
6540 ml975 mg13 ml
70+voksendosisvoksendosisvoksendosis

 God bedring!

Version 1, januar 2023

Bestil konsultation

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller ønsker at bestille tid til en konsultation.