Væske i mellemørerne er en hyppig og generende tilstand, som især opstår hos børn. Væsken kan opstå efter akut mellemørebetændelse eller efter forkølelse. Hos nogle er der ikke forudgående sygdom.
Symptomer på væske i mellemørerne kan være:
- Urolig, afbrudt søvn
- Smerter i ørerne
- Forsinket sprogudvikling, dårlig udtale, sproglig stagnation
- Hos mindre børn desuden generelle trivselssymptomer, f.eks. uforklarlig irritation eller aggression, “kort lunte”
- Propfornemmelse i ørerne
- Svækkede skolepræstationer – koncentrationsbesvær, svært ved at høre forskel på bogstavlyde, støjfølsomhed
- Høretab
- Nogle er symptomfrie
Væske i mellemørerne hos børn giver ikke varige skader i mellemørerne, og påvirker ikke hørelsen på længere sigt, men kan være generende, mens det står på.
Øget risiko for væske i mellemørerne ses ved:
- børnepolypper
- dårlig funktion af det eustakiske rør, således at mellemøret ikke udluftes
- allergi og forkølelse, der medfører hævelse af slimhinderne i næsen
Hvis væsken i mellemørerne ikke forsvinder i løbet af nogle måneder, kan man vælge at lægge dræn i ørerne