Drænbehandling tilbydes ved hyppige tilfælde af akut mellemørebetændelse eller ved langvarig væske i mellemørerne (tre måneder eller mere)
Operationen foregår her i klinikken i kortvarig, fuld bedøvelse med hjælp fra vores erfarne narkoselæge. Der laves et lille hul i trommehinden og væske/pus i mellemøret udsuges. Herefter indsættes et lille dræn i hullet, og der er således skabt udluftning af og afløb fra mellemøret.
Drænet sidder i gennemsnit 6-8 måneder, hvilket dækker over en holdbarhed på alt fra et par dage til flere år. Når drænet afstødes, vil trommehinden de fleste gange lukke sig af sig selv. Nogle enkelte (1-2%) får et blivende hul i trommehinden, som med tiden evt. skal lukkes kirurgisk. Enkelte børn får efter drænanlæggelsen perioder med flåd fra ørerne. Dette kan behandles med øredråber.
Vi lægger også dræn på unge og voksne – det foregår i lokalbedøvelse.
Herunder kan du se vores patientinformation om drænbehandling. Du får også informationen udleveret i klinikken, såfremt vi aftaler, der skal lægges dræn på dit barn.
Patientinformation: Trommehindedræn
Vi har aftalt, der skal lægges dræn på dit barn i fuld bedøvelse. Herunder kan du læse om indgrebet samt om forholdsregler og efterforløb.
Operationsdagen
Indtil 6 timer før operationen må barnet spise mad og drikke mælkeprodukter.
Indtil 4 timer før operationen må barnet ammes.
Indtil 2 timer før operationen må barnet drikke vand og saftevand, men ikke andre drikkevarer. De sidste 2 timer før må barnet intet indtage, heller ikke tygge tyggegummi.
FASTE ER VIGTIG, FORDI EN MAVESÆK MED INDHOLD UNDER NARKOSE KAN TØMME SIG TIL LUNGERNE OG DERVED GIVE RISIKO FOR LIVSFARLIG LUNGEBETÆNDELSE.
Bedøvelsen
På operationsdagen får vi assistance af vores erfarne narkoselæge. Bedøvelsen gives ved indånding fra en maske, der holdes for barnets næse og mund. Barnet kan sidde hos en af forældrene eller ligge på briksen, mens det falder i søvn.
Vi anbefaler, at børn uden ble har tisset umiddelbart før operationen. Ligeledes anbefaler vi, at man ikke tager søskende med på operationsstuen.
Under operationen sidder forældrene i venteværelset. Så snart operationen er overstået, bæres det sovende barn i opvågningsstuen og forældrene kan sidde hos det, mens det vågner.
Idet forældrene er hos barnet, mens det falder i søvn og sidder hos det, når det vågner, opdager barnet ikke, forældrene har været væk.
Selve operationen
Selve operationen mærkes ikke.
Nogle børn har smerter bagefter, og det er derfor en god ide at give barnet Panodil efter vægt 2 timer før operations-tidspunktet. Det er underordnet, om det er flydende eller stikpille.
HUSK at medbringe sygesikringskortet på operationsstuen, idet vi skal tjekke barnets cpr-nummer før vi går i gang.
Efter operationen
Nogle børn vil reagere med vrede i opvågningsfasen, hvilket er en normal reaktion.
Det kan fugte og bløde let fra øret et par dage efter indgrebet.
Begge ører dryppes med saltvandsdråber x 2 daglig i hvert øre i 7 dage efter operationen. Saltvand kan købes i håndkøb på apoteket.
Hvis øret flyder mere end 3 dage anbefales skift til antibiotikaholdige øredråber (receptpligtige) – kontakt os gerne, hvis der bliver behov for dette.
Mad og drikke kan indtages, når barnet føler behov for det.
Undgå gerne badevand i ørerne de første 2 uger efter drænanlæggelsen. Herefter må barnet gerne komme i svømmehallen, men vi anbefaler, det ikke dykker dybere end 1 meter under vandoverfladen.
Kontroltid aftales 1-2 måneder efter operationen og herefter hver 6.-8. måned eller efter behov.
Kontakt os meget gerne, hvis du har spørgsmål.
Du kan se hvordan selve drænoperationen foregår her